Hvad dinosaurfossiler kan lære os om kræft

Forskere har fundet fossile bløddelsrester fra en dinosaurietumor, hvilket giver en sjælden mulighed for at undersøge millioner år gamle proteiner og sygdomsmekanismer. Opdagelsen tyder på, at dinosaurer – ligesom nutidens dyr – havde naturlige forsvar mod kræft, hvilket kan give nye perspektiver på sygdommens udvikling. Fundet fremhæver også, hvordan bevarede biologiske spor fra uddøde arter kan fungere som et evolutionært vidensarkiv og inspirere fremtidens kræftforskning.

Artiklen er skrevet af Justin Stebbing er onkolog og professor ved Angela Ruskin University i Cambridge og sidder i Alivias medicinske advisory board.

Dinosaurer og kræft – en overraskende forbindelse

Når man tænker på dinosaurer, forestiller man sig måske tårnhøje rovdyr eller kæmper, der strejfer rundt i forhistoriske landskaber. Men hvad nu hvis disse gamle skabninger kunne lære os om en af menneskehedens mest vedvarende udfordringer: kræft?

I en ny undersøgelse udforskede mit team og jeg, hvordan fossiliseret blødt væv, der er bevaret i titusindvis af millioner af år, kunne afsløre nye indsigter i gamle proteiner, der en dag kan hjælpe studiet af kræft.

Fra knogler til blødt væv

I årtier har dinosaurforskning fokuseret på knogler, som har langt større sandsynlighed for at blive bevaret. Men knogler alene kan ikke fortælle hele historien om, hvordan disse dyr levede, eller hvordan de døde. Teknologiske fremskridt, som f.eks. paleoproteomics (studiet af gamle proteiner), giver nu forskere mulighed for at analysere sarte fragmenter af blødt væv, der er bevaret i fossiler.

Tumoren i Telmatosaurus

I 2016 læste jeg en artikel om opdagelsen af et nyt fossil i Rumænien med en tumor i kæben. Disse rester var fra en dinosaur kaldet Telmatosaurus transsylvanicus, en andenæbbet, planteædende “sumpfugl”. Eksemplaret havde levet for mellem 66–70 millioner år siden i Hateg-bassinet i det nuværende Rumænien.

Jeg var fascineret af, hvad vi kunne lære af dette. Selvom der var en håndfuld tidligere rapporter om kræft i andre dinosaurknogler og tidligere fund af blødt væv som blodkar i fossiler, havde ingen nogensinde beskrevet blødt væv i en gammel tumor.

Telmatosaurus-eksemplaret. Pramodh Chandrasinghe, CC BY-NC-SA

Sådan blev undersøgelsen udført

For at forstå mere tog mit team til Rumænien og indsamlede eksemplaret. Vi bragte det tilbage og lavede et lille hul i det med et bor på bredde af et menneskehår og tog en minimal prøve.

Derefter monterede vi det på et kraftigt mikroskop, kaldet et scanningselektronmikroskop. Inde i det så vi billeder af blodlegemer, som indeholder proteiner.

Proteiner – naturens tidskapsler

I den originale Jurassic Park-film skaber eller kloner forskerne dinosaurer fra gammelt genetisk materiale. Men i virkeligheden er DNA’et fuldstændigt nedbrudt over millioner af år.

Proteiner kan dog, i modsætning til DNA, være bemærkelsesværdigt stabile over tid. Forskning har vist, at de kan overleve i fossiler i millioner af år under de rette forhold og fungere som molekylære tidskapsler. Studiet af disse proteiner kan hjælpe os med at rekonstruere biologiske processer, herunder sygdomme som kræft, der ramte dinosaurer.

Kræftens dybe evolutionære rødder

Kræft ses ofte som en moderne pest, men den har en gammel oprindelse. Store, langlivede dyr, fra elefanter til hvaler, er et paradoks. Deres størrelse og levetid burde gøre dem kræfttilbøjelige, men mange har udviklet bemærkelsesværdige forsvarsmekanismer.

Elefanter bærer for eksempel ekstra kopier af TP53-genet, en tumorundertrykker. Grønlandshvaler, der kan leve i over 200 år, har ultraeffektive DNA-reparationsmekanismer, og skader på DNA er roden til kræft. Dinosaurer, som nogle af de største dyr, der nogensinde har eksisteret, har sandsynligvis stået over for lignende problemer.

Mit teams forskning bygger på voksende beviser for, at dinosaurer ikke var immune over for kræft. Fossiliserede tumorer er blevet fundet i arter som Tyrannosaurus rex og Telmatosaurus, lige fra godartede vækster til aggressive kræftformer. Mit team sigter mod at afdække de molekylære værktøjer, som dinosaurer brugte til at undertrykke tumorer i fremtiden.

Hvorfor blødt væv er nøglen

Knogler fortæller os om anatomi, men blødt væv er nøglen til biologi. I mit teams undersøgelse repræsenterer de røde blodlegemelignende strukturer, vi fandt i Telmatosaurus-fossiler, porte til at forstå dinosaurernes fysiologi.
Proteiner bevaret i disse væv kan afsløre, hvordan dinosaurer håndterede oxidativt stress, som er forbundet med kræft, inflammation eller endda immunresponser på kræft. For eksempel kan visse proteiner indikere mekanismer til at detektere og ødelægge defekte celler, før tumorer kan dannes.

Dette arbejde fremhæver også et behov for et kritisk skift inden for palæontologi: at bevare blødt væv, ikke kun skeletter. Museer og forskere prioriterer ofte intakte knogler, men fragmenter af fossiliseret hud, blodkar eller celler kan indeholde molekylære hemmeligheder. Efterhånden som teknologien skrider frem, kan disse oversete prøver blive uvurderlige for at studere sygdomsudvikling.

Bro mellem fortid og nutid

Forbindelsen mellem dinosaurer og mennesker kan virke fjern, men evolutionen genbruger ofte gamle biologiske værktøjer. Moderne onkologi henter allerede inspiration fra naturen, og mange kemoterapier kommer fra planter eller træer. Lægemidlet trabectedin, for eksempel, der bruges til at behandle bløddelssarkom, kommer fra en marin organisme kaldet søpung (Ascidiacea).

Ved at udvide vores søgning til uddøde arter kan vi åbne et bibliotek af evolutionære løsninger. Hvis vi kan identificere kræftundertrykkende eller kræftfremmende proteiner i dinosaurer, kan disse molekyler inspirere til nye erfaringer om menneskelige kræftformer.

Fremtidige muligheder

Det har taget næsten et årti at komme så langt. Ligesom så meget arbejde understreger denne forskning vigtigheden af tålmodighed, og vi er der ikke endnu. Et reelt gennembrud kan komme, når forskningsfremskridt gør det muligt for os at studere ældgamle proteiner i detaljer og spore, hvordan kræftmekanismer har udviklet sig over millioner af år.

At bygge bro mellem palæontologi og onkologi er ikke kun at afdække oldtidshistorie. Vi skriver potentielt et nyt kapitel i kampen mod kræft.